17. Turneringskamp

Eggelevmagle - Skælskør

Lørdag den 13. Oktober 2007 kl. 14.00

 

Lørdag spillede Skælskørs 2. hold efterårets sidste kamp mod Eggeslevmagle. Kampen skulle vindes, hvis der skulle være forhåbninger om at ende på puljens førsteplads. Dette krævede dog samtidig at Halskov B98 ikke vandt over M.U.K. Først skulle vi dog koncentrere os om vores egen kamp. Den startede rigtig godt og vi fik lagt et højt pres på Eggeslevmagles forsvar, som virkede meget nervøse. Dette betød at vi fik mange hjørnespark i starten af kampen. På en af disse ryger bolden retur til hjørneflaget, hvor Simon Schollert ligger et godt indlæg ind i feltet igen, hvor Kenneth Risum kommer højest og header den flot ind til en 1-0 føring efter bare 9 minutter. Føringen blev forøget allerede i det 13 minut hvor Fatih Kozan scorer sikkert igen på oplæg fra Schollert i en situation hvor alle Eggeslevmagle spillerne fejlagtigt tror der er offside.

Derefter er der en scoringspause. I det 27 minut bliver Martin Oppermann vist ud med det gule kort for at holde fast i en modspillers trøje. En kendelse der så meget hård ud fra sidelinien! Men heldigvis lader vi ikke os slå ud af det og med en mand i undertal kan vi alligevel score til 3-0 i en situation hvor Fatih følger godt op på Rasmus Jørgensens skud. Oppermann gør det til 4-0 efter at han er kommet på banen igen efter oplæg fra Fatih, som spillede en meget flot 1 halvleg.

Dermed kunne vi gå til pausen med en flot føring på 4-0. Desværre glemte vi lidt at spille fodbold og vi startede 2. halvleg rigtig skidt. Allerede i det 2. minut får Eggeslevmagle et straffespark, da en Skælskør spiller har hånden på bolden ifølge dommeren. Eggeslevmagle sender målmand Jesper Isakson til at sparke og han scorer sikkert til 4-1. I de næste 10-15 minutter har Eggeslevmagle 2 kæmpechancer, hvor vi er heldige at de sparker lige på målmand Marc Pamperin, som redder sikkert. Det får frustrationerne frem i Eggeslevmagle spillerne, som får et gult kort efter 14 minutter på et groft frispark på Eric Klintbøl. Heldigvis kommer vi i gang igen og i det 65 minut Rene Johansen kan score til 5-1 efter en flot dribletur igennem Eggeslevmagles forsvar. Og 4 minutter efter gør Oppermann ham kunsten efter og scorer til 6-1 på oplæg af Rene.

Minuttet efter får vi dog desværre gult kort pga. Eric forsøger at filme sig til et straffespark ifølge dommeren. Det får dog heldigvis ingen konsekvens for kampen for i det 76 minut kan vi igen en mand i undertal score til 7-1 på mål af Rene og oplæg af Jonas Ytting. Allerede i samme minut giver vi dog desværre Eggeslevmagle frit spil til at score til 7-2 efter de har givet bolden op. I det 81 minut kommer Fatih fri på højrekanten og sender et godt indlæg ind i feltet. Bolden ryger igennem hele feltet, men da dukker debutant Mikkel Stuhr op og sparker den flot i nettet til en 8-2 føring. I slutminutterne får Eggeslevmagle igen et straffespark igen for hånd på bolden. Igen kommer målmand Jesper Isakson frem for at tage straffesparket. Han sparker igen i samme side og selvom Marc denne gang havde luret sparket af, så kunne han dog ikke nå ud til det velplacerede skud. Kampen endte dermed med en flot 8-3 sejr til Skælskør.

Senere blev det klart at Halskov B98 og M.U.K. havde spillet 3-3, hvilket betyder at Skælskør vinder serie 5B puljen. Godt nok ligger vi a point med Karrebæk IF, med da Karrebæk IF er udeblevet fra en kamp, så er det os som tager førstepladsen. Dermed skal vi ifølge SBU turneringsbestemmelser ud og spille cupkampe om Serie 5B mesterskabet! En spændende udfordring som vi glæder os meget til. Dette betyder i midlertidigt at træningen ikke stopper som planlagt. Vi træner fremover hver torsdag fra kl. 19.00. Dette fortsætter indtil vi er ude af cupturneringen.

Træner Mark Vinfeldt Nielsen

Holdet var:

Marc Pamparin  
Jesper Larsen (A)  
Morten Gammelgaard  
Morten Jørgensen  
Rasmus Nordgaard  
Kenneth Risum 1 mål
Martin Oppermann 2 mål
Simon Schollert 2 assists
Rasmus Jørgensen 1 assist
Fatih Kozan 2 mål - 2 assists
Jonas Ytting 1 assist
Eric Klintbøl  
Rene Johansen 2 mål - 1 assist
Mikkel Stuhr 1 mål