1/8 finale om serie 5B mesterskabet

Skælskør - Karlslunde IF

Søndag den 28. Oktober 2007 kl. 11.00

 

Søndag skulle Skælskørs 2. hold spille 1/8 finale om serie 5B mesterskabet mod Karlslunde IF. Kampen startede en halv time forsinket, da ikke alle af Karlslundes spillere var ankommet til Skælskør. Ydermere opstod der flere problemer for Karlslundes spillere, da bilen med spillertøjet løb tør for benzin umiddelbart udenfor Skælskør! Langt om længe kunne dommeren dog endelig fløjte op. Der var dog kun spillet 4 minutter da dommeren vælger at give et rødt kort til en Karlslunde spiller (nr. 13) for trusler imod en Skælskørspiller. Det virkede som en hård dom og det må være surt at være kørt hele vejen til Skælskør for at blive smidt ud efter bare 4 minutter, især fordi det var ham som var løbet tør for benzin!

Selve kampen blev dog en rigtig velspillet kamp med godt spil og store chancer til begge hold. Karlslunde fik først hul på bylden og kunne gøre det til 0-1 efter 27 minutters spil efter en flot solotur op ad højrekanten. I det 32 minut fik Simon Schollert gult kort for en tackling. En noget hård dom da han rent faktisk rammer bolden. Det resulterer dog ikke i nogle mål og stillingen er fortsat 0-1 ved pausen.

I 2. halvleg fortsætter det gode spil. I det 60. minut får Skælskør endelig udbytte af anstrengelserne. Simon Schollert modtager bolden midt på Karlslundes banehalvdel og sparker mod mål. Bolden rammer undersiden af overlæggeren og ryger næsten lige ned. Heldigvis for os vurderer dommeren at den er inde og dømmer derfor mål til Skælskør. Målet kom efter en god Skælskør periode. Desværre var det Karlslunde der scorede det næste mål på en kontra i det 72 minut. Et lidt ærgerligt mål, da vi ser lidt skidte ud i den situation.

Nu skulle Skælskør frem ad banen. Vi kommer da også frem til flere store chancer, men dog uden at få bolden sparket ind. Til sidst satser vi alt med 4 angribere og kun 2 forsvarere. I overtiden giver det da også pote. Netop indskiftede Daniel Christensen (debutant) bliver skubbet i ryggen i straffesparksfeltet. Straffe til Skælskør. Anfører Jesper Larsen sparker den sikkert ind ved foden af stolpen. Da der ikke blev scoret flere mål, så skulle der nu 2 * 15 minutters forlænget spilletid til.

Den forlængede spilletid starter dog skidt, da vi  i det 7. minut giver et straffespark til Karlslunde, som de scorer sikkert på. Allerede 2 minutter efter scorer Karlslunde til 2-4 på endnu en kontra. I det 11 minut får vi dog mulighed for at komme tilbage i kampen, da vi får endnu et straffespark. Denne gang redder målmanden desværre Jesper Larsens skud. Kort før halvlegen må Morten Gammelgaard hive i håndbremsen og tackle en Karlslunde spiller i frit løb mod mål. Dette giver Gammelgaard det røde kort og vi må spille kampen færdig med 10 mand. Heldigvis scorer Karlslunde ikke på det efterfølgende frispark.

I 2. halvleg får vi tilspillet os flere chancer, men vi formår ikke at omsætte dem til mål. Dermed taber vi kampen 2-4. Vi må nok indrømme at det bedste hold vandt, men det var dog også en kamp som vi kunne havde vundet hvis vi havde formået at score på nogle af vores store chancer, som vi tilspillede os igennem hele kampen.

Men dermed er sæsonen slut for Skælskørs 2. hold. Vi kan gå vinterpausen i møde efter en flot sæson, hvor vi var direkte uheldige i foråret med ikke at tilspille os en plads i oprykningsspillet. Efteråret sluttede rigtig flot med godt spil og nogle flotte sejre som gav os førstepladsen i vores pulje. Gennemsnitsalderen på holdet for hele året har været 21 år, så der er ingen tvivl om at med lidt mere rutine og erfaring, så skal holdet nok gøre det godt i de kommende år.

Jeg stopper med at være træner og vil hermed gerne sige tak til de spillere, som har deltaget i træning og kamp igennem hele året. Det har været et meget spændende år med mange gode og spændende kampe.

Træner Mark Vinfeldt Nielsen

Holdet var:

Marc Pamparin  
Jesper Larsen (A) 1 mål
Morten Gammelgaard  
Christian Jørgensen  
Rasmus Nordgaard 1 assist
Kenneth Risum  
Martin Oppermann  
Simon Schollert 1 mål
Rasmus Jørgensen  
Fatih Kozan  
Jeppe Storm  
Eric Klintbøl  
Mikkel Stuhr  
Daniel Christensen 1 assist