1. Turneringskamp

Ringsted – Skælskør

Lørdag den 14.april 07 kl. 13.30

 

Som overskriften viser, så spillede Skælskørs serie 2 hold sin første turneringskamp i lørdags. Det var et spændt mandskab der mødtes 11.45 for at køre til Ringsted, hvor man skulle møde det nyoprykkede mandskab fra Ringsted, med kampstart kl. 13.30.

De 14 spillere Kjeld Rinfeldt havde udtaget og sat sin lid til var følgende: Mads Prip, Jacob Lindemose, Morten Dedenroth, Kristian Erbo Jørgensen, Morten Nagel, Kuno Nagel, Niklas Pamperin, Martin Mortensen, Martin Pedersen, Michael Lundgaard, Martin Larsen, Simon Larsen, Christian Jørgensen og Anders Jørgensen.

Man må sige at spillerne levede op til trænerens tillid, idet Skælskør vandt kampen med 4-1.

Man kunne godt se på de to mandskaber, at det var første turneringskamp, idet begge hold startede lidt nervøst, spillede bølgede det første karter, noget frem og tilbage dog med overvægt i spil til Skælskør.

Det var lidt svært på den noget knoldede bane at få noget ordentlig ”pasningsspil” i gang, og det var da også banens tilstand der var årsag til, at Skælskør kom foran 1-0 i 18. minut, idet en af Ringsteds spillere, som var placeret et godt stykke oppe på banen, ville sparke bolden tilbage til sin målmand, bolden får et forkert opspring grundet den knoldede bane, det bliver ikke en tilbagelægning som han ellers havde forventet, men derimod ”Årets selvmål”, er jeg sikker på det kan blive kåret til, bolden sejler i en stor bue over målmanden og ind i nettet, til Skælskørføring 1-0.

Det gav noget mere ro på spillet, og Skælskør fik herefter helt klart overtaget og pressede Ringsted tilbage på banen.

Skælskør stod i det hele taget godt på banen og spillede ind imellem flot fodbold, så det lover godt for sæsonen.

Kjeld Rinfeldt foretager efter ca. 25. minutters spil sine første indskiftninger, ind kommer Martin Pedersen og debutanten Anders Jørgensen.

Uskiftningen gav lidt mere gang i midtbanen og i angrebet, det resulterede da også i, at Skælskør kommer foran i det 35. minut idet Martin Pedersen på en flot helflugter bringer Skælskør foran 2-0.

Godt 5 minutter efter, bringer Morten Dedenroth Skælskør yderligere foran med 3-0, på en ”aflevering ind over” som sejler over Ringsteds målmand og ind i nettet. Denne stilling holder halvlegen ud.

Skælskør kommer ud til 2. halvleg med selvtilliden i orden, og man starter hvor man sluttede 1. halvleg, med et pres på Ringsted, og 10 minutter ind i 2. halvleg tilfalder der Martin Pedersen en kæmpechance som han desværre på det skamligste brænder ved at sparke over et faktisk tomt mål.

Men han lod sig dog ikke gå af det, idet han kort efter igen slipper helt fri, men bliver på groveste slået i ansigtet og må ”til tælling” helt klart et frispark til direkte rødt kort, idet Ringsteds spiller også var sidste mand og fratog helt klart skælskørspilleren en oplagt scoringschance, og hvordan kampens dommer kunne overse dette, uden så meget som at give en henstilling eller for den sags skyld, i det mindste en advarsel skal være usagt.

Ringsted bliver dog, efter godt 15 minutters spil, ramt af et direkte rødt kort, igen er Martin Pedersen involveret han får en lang stigning, som Ringstedspilleren ikke kan nå og må derfor tage med hænder, og dermed direkte rødt kort, for at undgå at Skælskørspilleren får helt frit løb mod mål. Ringsted burde helt klart på dette tidspunkt have været reduceret til 9 mand, men måtte nu spille kampen til ende med (heldigt for Ringsted) 10 mand.

I det 22. minut foretager Skælskør igen en udskiftning ind kommer endnu en debutant nemlig Christian Jørgensen. Det skal siges at de to debutanter Anders og Christian gjorde det godt.

Anders Jørgensen fik dog prøvet lidt af hvert og måtte idet 35. minut en tur til afkøling i 10 minutter efter et gult kort.

Skælskør havde trukket sig længere tilbage på banen for at forsvare føringen på de 3-0. Skælskør tilspillede sig alligevel en del chancer og burde have været foran med yderligere et par mål, det lykkedes dog i det 41. minut for Skælskørs Michael Lundgaard at slide sig fri af Ringsteds forsvar og næsten fra baglinjen, øgede han Skælskørs føring til 4-0.

Ringsted får i kampens døende minutter reduceret til 1-4, på en lidt sløset fejl af Skælskørs forsvar, og vel sagtens lidt unødvendigt, men okay, og som forsvarsdirigenten Jacob Lindemose, udtalte efter kampen, så har vi jo før reddet holdet fra nederlag.

Skælskørs sejr på 4-1 var ikke et mål for stor, tværtimod burde den nok være blevet endnu større, men det gør ligesom ikke noget, man fik de 3 point man var kommet efter og en god start på turneringen, som lover godt.

Man skal dog altid huske ”Træerne gror ikke ind i himlen” som man siger, for på lørdag den 21. april spiller Skælskør sin første hjemmekamp på Skælskør stadion, og her er modstanderen Fuglebjerg/Sandved-Tornemark som på egen hjemmebane måtte se sig slået af nyoprykkerne fra FK Sydsjælland 05 med hele 5-2, så Fuglebjerg/Sandved T. vil helt sikkert kæmpe alt hvad de har lært når de gæster Skælskør på lørdag. Skælskør opfordrer derfor, at så mange tilskuere som muligt vil finde vej ud på Skælskør Stadion, så opbakningen til holdet kan blive så stor som muligt, jeg er sikker på, at spillerne vil gøre deres til, at tilskuerne ikke går skuffet hjem.

Skælskørs 2. hold spiller også hjemme på lørdag, kampstart er kl. 13.30. Holdet har noget at revanchere fra i lørdags hvor holdet desværre tabte lokalopgøret til Boeslunde med 3-1, holdet skal igen ud i lokalopgør idet Ørslev Bjerge er modstanderen. Opfordringen fra begge hold lyder derfor:         

 

 MØD OP PÅ LØRDAG OG STØT DE LOKALE

 

 

 

 

Oprettet 15. april

Svenne