Skælskør satte 3 point til i Jernløse!!!!

 

Skælskørs serie 2 spillede i lørdags på udebane mod nyoprykkerne fra Jernløse og måtte desværre tage hjem med et nederlag på 2-0. Skælskør startede ellers godt med et par store chancer, bl.a. redder Jernløse bolden på stregen efter et godt hovedstød af Martin Pedersen.

Skælskør pressede Jernløse de første ca. 20 minutter, herefter kom Jernløse mere med i kampen.

Det var helt umuligt at spille poleret fodbold på den meget dårlige bane, og det bekom ikke Skælskør godt, men derimod spillede, eller med andre ord kæmpede Jernløse rigtig godt, og med de primitive midler de havde, fik de tilspillet sig flere store chancer, men heller ikke de kunne score, og halvlegen endte 0-0.

I anden halvleg kommer Jernløse i det 8. minut foran 1-0 på en misforståelse i Skælskørs forsvar. Skælskør kom sig aldrig efter denne scoring, og spillede nået af det dårligste man længe har set. Det var som om Skælskørs spillere var bange for at slå sig i nærkampene, så dem vandt man stort set ikke nogen af, og alle ”nedfaldsbolde” fik man heller ikke fat i, der manglede simpelthen vilje og fight fra Skælskørs side i denne kamp.

Jernløse spillede/kæmpede som besatte og kom yderligere foran i det 36. minut, dette mål må vi tilskrive et drop af Skælskørs målmand som desværre taber bolden ind i mål på en ufarlig bold, herefter gik Skælskør faktisk helt i stå, og de udskiftninger man havde foretaget hjalp heller ikke. Desværre overså dommeren i slutningen af kampen et klart straffespark begået mod Michael Lundgaard, om det havde hjulpet, skal være usagt.

Skælskør skal finde helt andre takter og selvtillid frem til kampen på onsdag mod Raklev hjemme kl. 18.30, hvis man vil lege med i den del af rækken hvor det er sjovt, man skulle mene at så dårligt kan man ikke spille to kampe i træk, og det kan så passende gå ud over Raklev, en kamp som skal og bør vindes på hjemmebane.

 

 

 oprettet 20.4.2008 af Svenne