Korsør - Skælskør

 

Resultat: 4 - 5

 

Skælskørs serie 2 spillede i lørdags sæsonens sidste turneringskamp på udebane mod Korsør. Det blev en lidt rodet kamp, men dog alligevel underholdende for publikum, idet der blev scoret ikke færre end 9 mål, fordelt med 4 til Korsør og 5 til Skælskør.

Kampen bar tydelig præg af, at ingen af holdene havde noget at spille for, kun æren. Korsør var allerede inden dagens kamp dømt til nedrykning til serie 3, og Skælskør kunne med en sejr avancere en plads i tabellen, såfremt Slagelse satte point til. Slagelse satte point til, og Skælskør sluttede derfor sæsonen på en meget flot 4. plads med 40 point. Disse 40 point er kommet i hus i kraft af 12 sejre og 4 uafgjorte, holdet har kun tabt 6 kampe. Der skal derfor her lyde en stor ros og en stor TAK til træner Kjeld Rinfeldt, holdleder Michael Skou og Massør Torben Schou for Deres indsats, men uden spillerne på holdet havde det jo ikke gået, så også stor ros og TAK til spillerne, de har gjort en kæmpe indsats både til træning og i kampe, TAK FOR I ÅR, vi ses i sæsonen 2008.

Men nu tilbage til et lille resume af ovennævnte kamp.

Der var ingen tvivl om, at Korsør gerne ville slå Skælskør, og dermed slutte sæsonen med maner, men sådan blev det dog ikke. De startede ellers som lyn og torden og efter 18 minutter, hvor spillet indtil da, ikke var særligt opløftende, kommer Korsør foran 1-0 og de bliver ved at presse på, men glemmer også at forsvare, og i det 32. minut kommer Skælskør på 1-1 ved Ronnie Andersen, der burde dog nok forinden have været fløjtet for frispark, idet Martin Pedersen klart laver frispark på Korsørs målmand, men dommerens fløjte forblev tavs, og dermed 1-1. I det 37. minut går det galt for Korsør igen, Martin Mortensen sparker direkte på frispark, Skælskør foran 2-1.

Korsør kommer dog godt igen og 5 minutter efter udligner de til 2-2. Det så i denne situation ud som om Skælskørs forsvar allerede havde afsluttet sæsonen, for Korsør fik ikke megen modstand og havde let ved at score. I halvlegens overtid får Skælskør tilkendt et straffespark begået mod Martin Pedersen. Skælskør anfører Martin Mortensen scorer sikkert, og Skælskør kunne gå til halvleg med en føring på 3-2.

Der var mange mærkværdige episoder i 1. halvleg, især Korsørs spillere brokkede sig gevaldigt over flere kendelser, men de burde have optrådt på det Kongelige Teater for det var skuespil meget af det, og kampens dommer Ole Hansen lod sig da heller ikke narre, og det eneste Korsør opnåede var gule kort, hvilket var helt i orden.

8 minutter ind i 2. halvleg får Korsør atter udlignet, og kommer på 3-3.

I det 15. minut bliver Korsør igen ramt at et gult kort for brok, selv Korsørs træner, der er kommet på banen for at hjælpe en af sine spiller, brokker sig højlydt, men får klart en henstilling af dommeren. Kort efter bliver Skælskør også ramt af et gult kort og Niklas Pamperin må holde 10 minutters pause, efter et frispark.

Kampen bølger nu frem og tilbage, men i det 25. minut går det galt for Korsør, idet Skælskørs anfører Martin Mortensen bringer sit hold foran 4-3 på et flot saksespark og fuldender sit hattrick.

Korsør havde ikke meget mere at byde på i denne kamp, og kommer yderligere bagud i det 29. minut hvor Michael Lundgaard efter et sololøb fra banens midte bringer Skælskør på 5-3. I kampens døende minutter for Korsør pyntet lidt på resultatet og for reduceret til 4-5. Kampens dommer Ole Hansen fløjtede herefter sæsonens sidste serie 2 kamp af og Skælskør kunne tage hjem med endnu 3 point i bagagen og et avancement i tabellen.

I sidste uges store referat var der desværre røget en TAK ud. Den var til Statoil v/Sussi Christoffersen, for også at have leveret præmier i form af gavekort, til klubbens lotteri, vi undskylder hermed fejlen og TAKKER for støtten og håber på et gensyn i næste sæson.

Der skal også her til slut lyde en stor TAK til Skælskør Avis for det gode samarbejde vi har haft gennem hele sæsonen, det er en fornøjelse hver tirsdag at kunne slå op og læse referater fra Skælskør Boldklub, vi håber den kommende sæson 2008 bliver ligeså god.

 

TAK FOR I ÅR

 

 på gensyn i sæsonen 2008.

 

HILSEN

 

SVENNE

 

 

Oprettet 21.10.2007 af Svenne