5. Turneringskamp

Fuglebjerg/Sandved-Tornemark - Skælskør

Søndag den 20.maj 07 kl. 11.00

2. holdet skulle søndag møde Fuglebjerg/Sandved-Tornemark i en vigtig kamp. Fuglebjerg lå inden dagens kamp på næstsidste pladsen, så derfor var det en kamp der skulle vindes. Kampen startede også med klart Skælskør overtag og allerede i de første minutter havde vi de første forsøg på mål. Vi kommer frem til mange gode chancer igennem første halvleg, men der er dog også en masse godt opspil, som ikke bliver til noget, da vi løber i offside alt for mange gange. Ligeledes har vi i perioder af 1. halvleg en tendens til at spille for meget kick and rush, hvor vi sparker bolden frem og løber efter den. Heldigvis er der også meget godt spil, hvor vi kombinerer os fint op ad banen. Efter små 20 minutter får vi endelig scoret kampens første mål. Eric Klintbøl bliver sendt af sted og er alene med målmanden, som dog halvklarer Erics skud. Men Søren Christensen er fulgt fint med og han kan sparke bolden sikkert i det tomme net. Denne stilling holder halvlegen ud.

Anden halvleg fortsætter med klart Skælskør overtag i spil og chancer. Dog kommer Fuglebjerg frem til flere kontrachancer i løbet af halvlegen. Efter ca. et kvarter kommer Skælskør på 0-2 på et flot langskud af Anders Jørgensen. Vi har indkast i venstre side midt på Fuglebjergs banehalvdel. Bolden bliver kastet til Anders som efter nogle træk ind i banen sparker den flot op i modsatte målhjørne uden chance for Fuglebjergs målmand, som ellers var Fuglebjergs bedste mand.

Dermed skulle kampen være lukket, men vi lukker dem desværre ind i kampen på et dumt mål, hvor målmand Marc Pamparin ikke får sparket bolden ordentligt væk, hvorefter Fuglebjerg spilleren let kan score til 1-2. Heldigvis kæmper holdet flot videre. Efter en halv time scorer Anders Jørgensen sit 2. mål efter en flot solotur. Anders Jørgensen modtager bolden midt på banen. Da han ikke kan finde nogen at spille og ingen Fuglebjerg spillere rigtigt går til ham, så dribler han forbi deres bagerste mand og sparker bolden sikkert forbi målmanden til 1-3 føring til Skælskør.

Desværre lukker vi kort tid før slutfløjt Fuglebjerg ind i kampen igen. Brian Lam går ind i en tackling i straffesparksfeltet. Fra sidelinien ser tacklingen helt reglementeret ud, men kampens ellers glimrende dommer vurderer at tacklingen er ureglementeret og dømmer straffespark. Fuglebjerg scorer sikkert til 2-3. Heldigvis holder vi det gode resultat kampen ud og Skælskør vinder en meget fortjent kamp 2-3.

Holdet spillede en rigtig god kamp, hvor vi har meget godt opspil og kommer frem til mange gode målchancer. Der er dog også stadig en del ting, som vi skal have arbejdet med. Dels løber vi i ALT for mange offsides og dels brænder vi alt for mange store målchancer. Ligeledes har vi i perioder en tendens til at sparke bolden for meget frem i stedet for at spille bolden kontrolleret frem. Især på en dag hvor vi har så meget overvægt i spillet, burde det ikke være nødvendigt at spille så meget kick and rush. Men alt i alt en god sejr på en dag hvor alle spillede og kæmpede flot!

Holdet var:

Marc Pamparin  
Jesper Larsen  
Anders Jørgensen 2 mål - 1 assist
Poul Hansen  
Brian Lam  
Kenneth Risum  
Peter Weile  
Rasmus Jørgensen (C)  
Benny Lam  
Eric Klintbøl 1 assist
Søren Christensen 1 mål
Kristian Johansen  
Mikkel Vangkilde 1 assist
Rasmus Raagaard  

Træner Mark Vinfeldt Nielsen